søndag den 19. juni 2011

Min savnede faster.

Til jeg var ca. 5 år havde jeg den mest fantastiske faster. Jeg kan huske hvor meget tid vi tilbragte sammen. Jeg elskede at komme hjem i hendes lejlighed, hvor jeg altid var velkommen. Du passede på mig og jeg følte mig tryk. Du var til en stille og rolig fest med dine venner, nogle som jeg også kendte. Jeg var kommet med og vi hyggede os rigtig. Men da nogle begyndte at blive for fulde tænkte du på mig, og vi tog hjem. Selvom jeg er sikker på at du godt ville have blevet og hygget videre. Men så kom den dag hvor du desværre gik bort. Jeg kan huske det som det var igår. Jeg sad på mit værelse for mig selv og legede med mit legetøj, også kom min far ind og fortalte at du var død. Jeg blev så ked af det og det samme gjorde min far. Og der sad vi så og grædte i hinandens arme. Men det var ikke helt gået op for mig. Det kunne da ikke været rigtig? Så jeg skyndte mig ud i køkkent hvor min mor stod og lavede mad. Men jov, hun græd også. Det var rigtig hårdt. Især fordi du selv valgte at du ville dø. Du tog nogle piller, og det var det. Men jeg har bare aldrig kunnet forstå det. Vi havde det så godt og du var altid så glad. Men hvad gemte der sig bag det? Jeg havde set frem til at vi rigtig skulle på shoppingture sammen. Og da du boede lige ved siden af der hvor jeg spiller tennis, havde jeg cyklet over til dig efter træning også havde vi hygget os. Jeg tænker rigtig tit på dig, og du vil altid være i mit hjerte.
Jeg elsker dig faster.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar